I Spøttrup Borgs velkomstbygning åbner særudstillingen Under Overfladen – De skjulte fortællinger fra lørdag den 28. marts kl. 11.
Her kan du opleve arkæologiske fund fra Salling og omegn, som giver et sjældent indblik i, hvordan livet på en middelalderborg som Spøttrup Borg kan have været. Fundene stammer fra mennesker, der levede i samme tid, samme landskab og under de samme vilkår som borgens beboere.
Sammen fortæller fundene om et liv formet af magt, arbejde, tro og glæde – og om forbindelser til verden uden for borgens mure. Udstillingen viser Spøttrup Borg som et mini-kosmos: et sted hvor hele middelalderens liv var samlet bag murene. Det er en sanselig og tankevækkende oplevelse for alle med interesse for middelalderen, borge og arkæologi.
Hvem bestemte?
Arkæologiske fund som våben, mønter og religiøse genstande viser, hvordan magt i middelalderen kunne udøves på mange måder. Med vold, med rigdom og ejendom – og gennem tro og kirkelig autoritet. Fundene giver et indblik i de strukturer, der satte rammerne for livet på og omkring borgen.
Hvordan føltes livet?
Hverdagen bag murene bestod af arbejde, mad, slid og små øjeblikke af glæde. Kar, knive, sko, smykker og dragter fortæller om forskellen på høj og lav status – men også om fælles menneskelige behov. Her møder du det levede liv, som sjældent er beskrevet i de skrevne kilder, men som arkæologien bringer frem i lyset.
Voldstedet – lukket, men forbundet med verden
Spøttrup Borg var et voldsted, beskyttet af mure og grave, men aldrig isoleret. Fund som hjul, pilgrimsmærker og spor af teknologi vidner om handel, rejser og videns udveksling. Selv bag murene var borgen en del af en større verden – og en del af middelalderens netværk.
Udstillingsåbning den 28. marts
Kl. 11.00: Velkomst- og åbningstaler
Kl. 11.30: Fri adgang til udstillingen; mød udstillingens skabere, som står klar til at svare på spørgsmål
Kl. 12.30: Smagsprøver på middelaldermad over bål i borghaven (Helstegt rådyr, middelalderbrød og
grøntsagssuppe)
13.00–13.45: Gratis omvisning i “Under overfladen” v. Sarah Laugesen
14.30–15.15: Gratis omvisning på Spøttrup Borg v. Turi Thomsen


