MIDDELALDER
Som det gælder for så mange andre slotte, borge og gårde fra Danmarks middelalder, fortaber Spøttrups ældste historie sig i tågerne. Første gang vi hører om Spøttrup i egen ret er i 1404, hvor ridderen Johan Skarpenberg tilskødede Viborg Bispestol sin gård i Spøttrup – med Spøttrup Sø. Biskopperne lod efter overtagelsen i 1404 deres gods i Vestsalling styre ved hjælp af fogeder, der tog ophold på Spøttrup.
Ud over fogedernes navne er det ikke meget, vi hører om Spøttrup i 1400årene, og det er først da borgen Spøttrup blev bygget, at man kan sige, at jordegodset i Spøttrup blev mere interessant end så meget andet gods, bisperne ejede.
Hvornår blev Spøttrup borg da bygget? Vi ved det ikke præcist, men med den viden vi i dag har om Spøttrup Borgs bygningsmæssige detaljer, går det an at sige, at borgen må være færdigbygget senest i midten af 1520’erne. Det vil sige, at det var biskop Jørgen Friis, der gjorde Spøttrup færdig.
Spøttrup borg var ved sin opførelse en af rigets mest moderne fæstninger. Voldene og de dobbelte voldgrave var et forsøg på at holde kanoner på afstand af borgen. Kanonen var det nye, stærke våben ved middelalderens udgang. Med sine udenomsværker, de dobbelte voldgrave og den ni meter høje vold, som var kronet med palisader og skansekurve, var Spøttrup borg færdigbygget, og stod som en magtfuld fæstning med en pragtbolig til biskoppen.
Men netop pragtboligen holdt ikke længe: Allerede i forbindelse med den begyndende kirkekamp mellem katolikker og protestanter blev de store vinduer i sydfløjens 2. sal erstattet med skydeskår.
REFORMATION
Viborg var ét af arnestederne for reformationen i Danmark. Derfor var viborgbispen Jørgen Friis også en af dem, det gik hårdt ud over, da korthuset ramlede med reformationen.
Reformationsballaden begyndte med Grevens Fejde. Det er muligt, at en udløber af grevefejden har bevirket, at lokale bønder angreb Spøttrup borg, men Skipper Clement selv var ikke i Spøttrup – og borgen blev i hvert fald ikke brændt af, som historikeren Arild Huitfeldt ellers hævder. For som bekendt ligger borgen der endnu, og uden brandspor. Muligvis har oprørere nedbrændt ladebygninger udenfor borgen, og muligvis er angrebet en senere misforståelse. Vi ved det ikke.
Kort tid efter grevefejdens afslutning fængslede kongen de katolske biskopper som et led i gennemførelsen af reformationen. Det gjaldt også viborgbispen Jørgen Friis. Samtidig med fængslingerne konfiskerede kongen kirkens gods og ejendom, heriblandt Spøttrup Borg.
Spøttrups tid som borg var dermed ovre, for da Spøttrup blev kongelig ejendom, var der ikke længere brug for borgen som forsvarsværk.
RENÆSSANCE
Henrik Below var en mand af en ganske særlig støbning: Han var den nye tids adelsmand. Below var født i Klincken i Mecklenburg i 1540. Han var både kriger og diplomat – og det var netop de egenskaber, der gjorde ham populær hos Kong Frederik den 2., og som gjorde, at Below ved kongens mellemkomst kunne overtage Spøttrup i 1579.
Det var et stort og samlet gods Below her erhvervede sig: Spøttrup med 74 bøndergårde og fire møller i Rødding og Krejbjerg sogne, samt birkeret over området.
Skæbnen havde været god ved den tyske indvandrer: Som den ottende af børneflok på fjorten havde Henrik Below ikke udsigt til gods af nogen betydning hjemme i Mecklenburg og få år efter sin ankomst til Danmark var han ejer af mindst 600 tønder hartkorn.
Med Henrik Below fik Spøttrup en ejer, der anså borgen for familiens hjem. Det krævede dog en del ombygninger at gøre den gamle borg til en statelig herregård: de to trappetårne i borggården, dansesalen i sydfløjen og nedrivningen af bispeborgens skytteloft er alle ombygninger, der er tilskrevet Below. Det lader til at have sin rigtighed, da tømmer fra borgens tagkonstruktion er dendrokronologisk dateret midten af 1590’erne, altså i Henrik Belows tid.
I 1606 døde rigsråd og lensmand Henrik Below til Spøttrup i en alder af 66 år. Og Belows slægtens tid på Spøttrup sluttede i 1648.
OPLYSNINGSTID
Ved 1700-tallets begyndelse var Spøttrup på ingen måde ved fordums styrke og værdighed. De mange år uden en ejer bosat på borgen med pietetsfølelse for stedet, havde sat sine spor. Spøttrup gods var på dette tidspunkt på 279 tdr. hartkorn med ladegården Hesthavegård og Nymølle. Det var dette gods, som adelsmanden Axel Rosenkrantz overtog i juni 1702.
Den nye ejer tog straks hul på at renovere sin nye bolig. Vi kan se af kilderne, at der blandt andet blev importeret anseelige mængder bygningstømmer.
Da Axel Rosenkrantz overtog borgen blev den beskrevet som ”meget forfalden og ruineret.” Da biskop Søren Lintrup tyve år senere, i 1722, kom forbi, betegnede han derimod Spøttrup som ”meget velbygt.” Axel Rosenkrantz havde altså fået opbygget et agtværdigt og passende hjem.
I 1724 døde Axel Rosenkrantz og efterlod borgen til sin søn Mogens. Axel Rosenkrantz havde levet et stille liv i sine 22 år på borgen, og det samme lod det til, at sønnen Mogens agtede at gøre. Først sent tog han en offentlig stilling, da han i 1748 blev assessor i Højesteret og senere ”deputeret for de kongelige finanser”.
1800-TALLET
Den store Nordiske krigs afslutning i 1720 gav fredelige tider i en uhørt lang periode. Landets økonomi kom i løbet af 1700-tallet på fode igen og skabte velstand til brede lag, blandt andet i dele af bondestanden. Nogle bønder blev endda meget rige. En af disse var Peder Nissen. Han var bonde fra Ribe egnen og havde tjent store penge på studedrift. I 1784 købte han Spøttrup Borg. Han døde dog allerede i 1788 og hans 17-årige søn Nis måtte komme hjem fra Katedralskolen hvor han studerede og overtage bedriften.
Det var hårde år for knægten: Nis Nissen måtte virkelig spare for ikke at gå fra hus og hjem. Først omkring 1820 var han økonomisk ovenpå. Men de mange års smalhals var dog ikke gået sporløst hen over Nissen. Selv da han i 1830’erne hørte til Jyllands rigeste mænd, sad påholdenheden så dybt i ham, at det grænsede til det groteske. Historierne var mange om den mærkelige, nærige rigmand Nis Nissen på Spøttrup; Kongen af Salling eller mindre ærbødigt: Studekongen.
Nis Nissen efterlod sig ingen børn. Han var gift to gange. Hans første hustru døde i 1824, og året efter giftede han sig igen – denne gang med den 33 år yngre Ane Dorothea Hagensen. Hun var, ligesom Nissens første hustru, fra Mors. Ane fødte syv børn, men ingen af dem levede ud over to års alderen.
Nis Nissen døde den 29. juli 1848, og da han var barnløs arvede hans hustru og hans søskende Nis’ utroligt mange penge. En nylig undersøgelse peger på, at formuen efter Studekongen Nis Nissen svarer til 1800 arbejdsmænds årsløn i 1849.
NYERE TID
Efter Nis Nissens mange år på den gamle borg, fulgte nu en række ejere, som havde mindre held med landbrugsdriften på Spøttrup. Borgen forfaldt mere og mere og der kom flere og flere krav udefra om en restaurering af borgen. Denne mulighed kom da ladegården ved borgen brændte i 1937. Herefter lå vejen banet for at staten kunne overtage Spøttrup Borg.
Regeringen besluttede sig for at købe Spøttrup Borg og jordtilliggendet, som skulle udstykkes til husmandsbrug. 380.500 kr. lød salgssummen på for herregården og de 338 hektarer jord. Borgen selv og knap ni hektarer park skulle sættes i stand, og landbrugsjorden udstykkes til 28 husmandsbrug. Arbejdet med at restaurere borgen foregik frem til 1941.
Borgen blev delvis ført tilbage til sit oprindelige udseende. Men dog ikke alle steder: Belows renæssanceombygninger, som for eksempel tårnene i borggården og dansesalen i sydfløjen bevarede man. Arkitekterne var af den opfattelse, at det ville være for drastisk at føre disse tilbage, og det samme gjaldt Rosenkrantz’ baroklejlighed på første sal i sydfløjen. Volde og voldgrave blev genskabt.
Museet på Spøttrup Borg åbnede for offentligheden den 15. juni 1941. Mere end 2 millioner mennesker har besøgt borgen siden da.