Bispens Marked på Spøttrup Borg


Bispens Marked på Spøttrup Borg

Tirsdag til lørdag kl. 10-18 i uge 30

Spøttrup Borg åbner sine porte for en af årets mest traditionsrige begivenheder, Bispens Marked. Fra tirsdag d. 23. juli til lørdag d. 27. juli inviteres besøgende til at opleve middelalderens magi og atmosfære i hjertet af Danmarks bedst bevarede middelalderborg.

Tine Klitgaard Danielsen, teamleder for formidling på MUSEUM SALLING fortæller: ” Gæsterne kan glæde sig til at møde en mangfoldighed af håndværkere, handlende, soldater, løgnagtige historiefortællere, gudsbenådede gøglere og charmerende musikanter. Markedet vil bugne af boder, hvor man kan købe alt fra smykker og tøj til mjød og andre lækkerier, alle inspireret af middelalderens opskrifter og metoder”.

Underholdning for hele familien
Markedet byder på et væld af aktiviteter for både børn og voksne. Mød riddere og bueskytter, deltag i fægteskolen eller prøv kræfter med bueskydningens ædle kunst. Mød borgens skrivernonne, der kan lære dig at skrive gotisk, eller slå dig ned og hør forrygende fortællinger og sprøde middelaldertoner.

Uden mad og drikke duer helten ikke
Mad og drikke er en vigtig del af markedet. I det hyggelige madområde kan man nyde en række lækkerier, fra saftige grise til friskbagt brød og søde pandekager. På markedspladsen vil der også være mulighed for at smage mjød og andre drikkevarer, der giver smag af en svunden tid.

Historiske omgivelser og levende fortællinger
”Spøttrup Borgs imponerende mure og velbevarede bygninger danner den perfekte ramme om Bispens Marked”, fortsætter Tine Klitgaard Danielsen. ”Borgens historie, der går tilbage til slutningen af middelalderen, vækkes til live gennem engagerede formidlere og levende historiefortælling. Besøgende kan komme med på rundvisninger og få indblik i borgens historie og middelalderliv”.

Aktiviteter for hele familien og alle aldre
Markedet byder på bueskydning som både aktivitet og opvisning, musik, gøgl, historiefortælling, fægteskole, kampshow, legeområde med kæpheste og middelalderlege, rundvisninger og et påklædningsværelse.

Velkommen til en uforglemmelig rejse tilbage til middelalderen på Spøttrup Borg!

For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Teamleder for formidling Tine Klitgaard Danielsen
Email: tdan@museumsalling.dk