Spot på Spøttrup
10 onsdage kl. 14-15
Med det nye tiltag ”Spot på Spøttrup”, som er en række af onsdags-rundvisninger, sætter MUSEUM SALLING fokus på de mange fortællinger, som borgen rummer, når vi kigger lidt nøjere efter.
En detalje fortæller……
Tag med på en lærerig onsdags-rundvisning og bliv endnu klogere på Spøttrup Borg. Vi udforsker, stiller spørgsmål og er nysgerrige på borgen og dens historie.
Hver onsdags-rundvisning har et specielt fokus, så man kan deltage i dem alle eller udvælge de rundvisninger, man interesserer sig mest for.
Rundvisningerne vil komme omkring den aktuelle udgravning i nordvolden, borgens fine sale, detaljer i murværket og historiske kilder – til sammen gør det os klogere på borgen og dens samtid.
Arkæolog og museumsinspektør Turi Thomsen, som står for rundvisningerne fortæller: ”Vi forventer selvfølgelig altid at blive klogere. Det kan vi fx blive ved at finde frem til mere præcise dateringer, finde lag der fortæller, hvad der er foregået og finde frem til de forskellige funktioner, borgen har haft gennem tiden. Hver gang, vi får en ny viden, indgår den i en større sammenhæng, og vi får flere nuancer”. ”Tænk hvis murværk kunne tale – hvad ville det så ikke kunne fortælle os?”, slutter Turi Thomsen.
Rundvisningerne foregår kl. 14-15 på 10 onsdage henover foråret og sommeren:
1/5: Udgravning i nordvolden
8/5: Udgravning i nordvolden
15/5: Udgravning i nordvolden
5/6: Sydfløjens hvælvinger
12/6: Østfløjens audienssal
19/6: Kapelsalen
26/6: Rundgang på volden
3/7: Borggårdens murværk
10/7: De historiske kilder
17/7: Samtidig et andet sted
Emner for hver rundvisning og uddybende forklaring kan ses under “Det Sker” på Museum Sallings hjemmeside.
Der betales normal entré til Spøttrup Borg.
Mødested: I Velkomstbygningen kl. 14