VELKOMMEN TIL MIDDELALDEREN
Intet sted i Danmark kan man som på Spøttrup borg få fornemmelsen af at være kommet en tur i tidsmaskinen. Og rejsen ender i middelalderen. Spøttrup borg er Danmarks bedst bevarede borg fra middelalderen. Det betyder blandt andet, at man her kan finde skydeskår og skoldehuller.
Borgens dramatiske detaljer kan man endnu få et indtryk af i dag, når man besøger Borgen. Her er en duft af middelalder - det har ikke altid været en behagelig duft!
Ni indvendige toiletskakter har der været til borgens mange beboere. Affaldet herfra endte direkte i voldgraven. I dag er Spøttrup Borg et fredeligt museum - og toiletterne ligger uden for voldene! Spøttrup Borgmuseum danner hvert år ramme om et væld af arrangementer: Musik, rundvisninger, udstillinger, markedsdage og ikke mindst det store årlige ”Bispens marked” i uge 30.
De senere år har museet og dets mange frivillige hver sommer levendegjort Borgen, så den besøgende endnu bedre kan fornemme fortiden. De mange aktører viser deres håndværk og aktiviteter, medens de benhårde soldater bevogter Borgen.
Det er en flot oplevelse at se middelaldermennesker gå rundt i de stemningsfulde rammer.
Velkommen til middelalderen! Velkommen til Spøttrup borg.
UNDERVISNINGSTILBUD
Livet i middelalderen var meget præget af, hvilken samfundsgruppe man tilhørte.
Dette gjaldt både for voksne og børn.
I aktivitetsforløbet i vores skoletjeneste får nutidens skoleelever mulighed for at snuse til Spøttrup borgs historie og betydning for egnen samt de mennesker, der havde deres gang på Borgen.
Gennem en rundvisning vil vi komme ind på de forhold, der havde indflydelse på hverdagen i middelalderen
Selve bygningsværket, volden og voldgravene vil blive belyst, og også reformationens indvirkning på middelalderens verdensbillede vil være en del af forløbet.
Eleverne vil blive iklædt middelalderdragter ved dagens start.
Aktivitetsforløbet vil dels foregå rundt på borgen, og dels i et undervisningslokale, hvor eleverne vil stifte bekendtskab med almindelig høvisk opførsel, fremstilling af våbenskjold og kalkmalerier.
Eleverne udsættes også for fysisk træning i balance og bueskydning mod mål.
Eleverne får udleveret forskellige opgaver, som de bliver sendt rundt på borgen for at løse.
Periode: Maj, juni, august og september.
Aldersgruppe: 3-7 kl.
Antal: Min. 15 elever. Max. 27 elever.
Tidsrum: Mellem 9.00-13.00.
Varighed: ca. 3 timer med formidler, derudover ca. 1/2 time til spisepause.
Pris:50,00 kr. pr. elev inkl. materialer. Mindstebeløb: 750,00 kr.
Bestilling på tlf. 97 56 16 06
Skoletjeneste |
|


